onsdag den 24. juli 2013

Kylling er godt

Kylling er godt. Det kan de fleste børn lide.

Men økologiske kyllinger er dyre, og mig bekendt så kan man ikke få andre udegående kyllinger i supermarkederne. Kylling er blevet billig mad - for billig mad. Helt ned til 20 kr. på tilbud for en kylling. Når man så tager højde for, at den skal have mad i de kun 30 dage, den får lov at leve. Ham, der har udruget kyllingen, skal have penge for dem. Den skal transporteres og slagtes - og supermarkedet skal tjene på kyllingen. Så er det indlysende, at der ikke er mange øre tilbage til at tænke på dyrevelfærd.

De almindelige kyllinger lever nogle rædselsfulde liv i store haller, med store problemer med svidninger på benene, fordi de vader i deres egen afføring, og de vokser så hurtigt, at deres ben ikke kan bære dem. Efter at jeg har læst og set billeder af forholdene på danske kyllinger, kan jeg aldrig få mig selv til at købe eller spise de kyllinger.

Så det har været lidt af en udfordring, hvordan jeg skulle få råd til kylling i budgettet for spejderlejren, og samtidig imødekomme børnenes smag og ledernes ønske. Vi skal bruge kylling til kylling i karry, til nachos med kylling, til pittabrød med kylling og muligvis til kyllingesalat i sandwich på udflugtsdagen.

Mine kære kolleger har i den sidste måneds tid været lidt indlagt til at høre på mine sommerlejr-planer, og det var en af dem, der gjorde mig opmærksom på Hanegals produkter. Hanegal laver en genial 'kyllinge' ret. Det er faktisk ikke kylling, men brysterne for aflagte økologiske høns, der lægger æg. Godt tænkt, at disse økologiske høns ikke bare bliver kværnet til minkfoder, som deres burhøns-kolleger, men at man rent faktisk udnytter det gode kød på hønen. Da hønsekød er lidt sejere end kyllingekød, så bliver de let marineret.

Vi prøvetestede kødet herhjemme - og det smagte fantastisk. Faktisk næsten endnu bedre end kyllingekød i pittabrødene, da marinaden gør kødet lidt saftigere. Så nu er der bestilt masser af kyllinge/hønsekød til lejren. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar