fredag den 12. juli 2013

Menuen er ved at være klar

Jeg er ved at være på plads med menu-planen for spejderlejren. Det er lidt af et puslespil, for der er mange hensyn, der skal tages med. De store skal på hike i 2 dage og have mad med ud. Alle mand skal på hike tirsdag, og det er fast tradition, at så skal de have burgere, når de kommer hjem. Der er en omvendt dag, hvor de starter morgenen med aftensmad, så den skal være noget, man kan forberede i forvejen og bare varme, så madholdet ikke skal stå i køkkenet kl. 4 om morgenen den dag. Så er der udflugter, og den store finale fredag, hvor forældrene kommer og henter deres beskidte, trætte og forhåbentlig superglade børn hjem.

Jonas, der er spejderleder for juniorne, har afleveret en hel ønskeliste til, hvad juniorne skal spise. De er så store, at de skal ligge i en teltlejr lidt væk fra hytten, og de skal lave deres eget mad. Ideen er, at de kommer ned til køkkenet og henter en kasse med ingredienserne. Jonas kan godt lide paprika og bacon. Hvilket hans menu-ønsker bærer præg af: ungarnsk paprikagryde og bacon & beans den ene dag til morgensmad.

Ellers skal menuen jo både være noget der er relativt overskueligt at lave, de fleste børn kan lide og som er rimeligt sundt. Jeg har fundet et godt inspirationssted, nemlig Fødevarestyrelse, der har lavet en hjemmeside, der hedder madkassen.dk. Der ligger rigtig mange gode opskrifter både til snacks og mellemmåltider, og til store portioner ved klassefester, institutioner - og spejderlejre. Spejderopskrifterne er samlet ind via en konkurrence på Det Danske Spejderkorps landslejr i 2004. En fantastisk god ide, der sætter fokus på god mad til spejderne.

For selvfølgelig skal de have pastasovs og burgere, men der skal da også være noget lidt mere spændende. De må meget gerne komme hjem og have smagt noget nyt, for det er også en del af sommerferieoplevelsen.

Så skal der regnes.....
En ting er at lave menuplanen, noget andet er at lave den tilhørende indkøbsliste. Kunsten at begrænse antallet af ingredienser og samtidig lave godtog helt lidt anderledes mad. Det har betydet,mat jeg har haft godt gang i regnemaskisnen. En ting er at beregne indkøb til en husholdning med 5 personer, hvor jeg nogenlunde har fornemmelsen af mængden af mad hver spiser, noget andet er at gange op til 50. Let nok - det er bare at gange med 10 - eller er det? De 50 er alt fra små 1.klasse piger til et klippestore spejderledere, der nok kan sætte nogle portioner mad til livs, når først de går i gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar