søndag den 11. august 2013

10 gode grunde til at være madtante eller madonkel



Det kan klart anbefales at bruge en uges ferie som madtante eller madonkel. Ingen tvivl om at det er hårdt arbejde. Men det er meget berigende - og tiden flyver af sted.

Jeg har her samlet 10 gode grunde til at melde sig som madtante/madonkel:

  1. Man får ros for sin mad – sultne spejdere er taknemmelige for alt, der ikke er brændt på. De synger til og med for en efter hvert måltid
  2. Man får badeværelset for sig selv, da dagen starter 1 time før børnenes – og 3 timer efter 
  3. Mormor-armene bliver strammet op af at svinge kæmpe gryder og slæbe opvaskebakker. Det er ganske enkelt gratis fitness-træning 
  4.  Man oplever den indre sejr over at kunne koge 8,5 liter havregrød - uden at den brænder på
  5. Man får trænet sin matematik, når alle opskrifter skal ganges med 10
  6. Man får sig nogle rigtige gode grin af især de små spejderes sjove bemærkninger til maden og livet 
  7.  Man behøver ikke pakke solcreme og gummistøvler, sandsynligheden for at man kommer udenfor køkkenet er alligevel meget lille 
  8. Man bliver ven med en masse skønne unger, der gerne kommer forbi køkkenet til en sludder eller for at tjekke dagens menu 
  9. Man lærer andre forældre, der hjælper i køkkenet, at kende, for man taler så godt over en opvask 
  10.  Man får muligheden for at følge spejderledernes fantastiske arbejde tæt på

Ingen kommentarer:

Send en kommentar