tirsdag den 6. august 2013

Pittabrød med skinke - og rester

Mandag aften stod menuen på pittabrød med skinke. Den gode slagter Thomas fra Superbest, som Friland har leveret sit store kødsponsorat igennem, var dog ikke leveringsdygtig i skinke, så istedet fik vi 4 kg hamburgerryg.


Som i et andet tv-køkken har jeg 'snydt' og forberedt hjemmefra. Hamburgerryggen var kogt og skåret ud i strimler.

Pittabrød er godt på mange måder: det er kold mad, så det giver køkkenet en vis fleksibilitet, og det kunne forberedes hjemmefra. Børnene kan selv sammensætte indholdet. Og man kan få masser af grønt i børn, der normalt går en stor bue udenom grønsager.

Pittabrød er også godt til at genbruge rester, og den fleksibilitet er god at have her på lejren, da det er rigtig svært at vurdere, hvad der hitter. Og allerede inden serveringen vidste vi dog, at vi var på vej mod en succes, da flere af vores faste køkkenskrivere havde været forbi for at forhøre sig om aftenens menu - og erklæret, at de bare eeeelsker pittabrød.


Vi havde et par fryseposer kylling i karry tilovers fra aftensmaden søndag. Væsken var taget fra, så der kun var kødet tilbage. Det fik lige et opkog med champignoner og løg. Det blev spist rub og stub, da Sunes lidt stærke kylling i karry bestemt har sine fans.

Køkkenet var meget privilligeret af gode hjælpere til at skære grønsager, så der var tid til at bage de 134 pittabrød, som vi nåede op på - og som stort set alle er blevet spist. Hjemmebagte pittabrød er supernemt. Og ved at skifte 1/4 af melet ud med rugmel er de også sunde.

Det er en fornøjelse at lave mad til alle de sultne børn. De storguffer i sig. Nogle har ting, de ikke kan lide, men alle får skovlet godt op på tallerknerne og enkelte spiser helt igennem. Hvis man spiser 3 store portioner som bæver, så vil jeg nødig have de drenge på kost, når de bliver teenagers :-) Og mange af dem er rigtig søde til at komme med ros og feedback til køkkenet. Så vi ved, at vi laver den bedste karrysovs - og den bedste the (selvom det måske er en af de ting, man ikke rigtig kan lave forkert).

Vi flyttede aftensmaden om på den anden side af huset for ikke at sidde badet i aftensolen. Det var hyggeligt, da flere af naboerne kom gåede forbi og ønskede velbekommen.

Efter middagen var bæverne ved at få ret små øjne, så efter lidt kiks og 'drinks ala Pernille' blev de puttet. Ulvene tog i skoven for at finde pinde og lave snobrød. Kvaliteten heraf tager køkkenet intet ansvar for, men det forlyder, at selv de mest forkullet snobrød blev sat til livs - det er bare et spørgsmål om nok syltetøj.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar